Et nyt træningstilbud i SPD – i samarbejde med BARA Fitness
Silkeborg Pigerne & Drengene udvider nu sit tilbud til gymnastikglade børn og unge med et nyt, fysisk træningsinitiativ. I samarbejde med BARA Fitness tilbyder vi ugentlig fysisk træning målrettet gymnaster – med fokus på at opbygge en stærk, robust og skadefri krop, der kan holde til både træning og konkurrence gennem hele gymnastikkarrieren.
Hvorfor dette samarbejde?
Hos SPD ønsker vi at give vores gymnaster de bedste forudsætninger for at udvikle sig – teknisk og fysisk. Med stigende krav til fysik og belastning i gymnastikken, er det vigtigt at arbejde systematisk med kroppens forberedelse. Derfor har vi indgået samarbejde med BARA Fitness, som er specialiseret i fysisk træning for unge atleter.
Træningen varetages af Oliver Bay, ejer af BARA Fitness & Silkeborg Fitness Center og sports performance coach med over 10års erfaring i træning med gymnaster. Oliver har gennem sin karriere hjulpet både børn, unge og landsholdsatleter med at blive stærkere, hurtigere og mere modstandsdygtige – altid med respekt for alder, modenhed og sportslig kontekst.
Hvad går træningen ud på?
Gymnasterne deltager i faste, ugentlige træningspas, hvor fokus er på de fysiske kvaliteter, der skaber bedre præstation og mindre risiko for skader:
- Eksplosiv kraft i spring og afsæt
- Robusthed til at tåle høj træningsvolumen og belastning
- Kontrol og stabilitet i teknisk svære bevægelser
- Forebyggelse af overbelastningsskader
- Opbygning af grundstyrke og mobilitet
Træningen bliver tilpasset den enkeltes modenhed og fysiske niveau, og der arbejdes med både progression og variation hen over sæsonen.
Træningstider
- Tirsdage kl. 17.30–18.30: for minigymnaster
- Tirsdage kl. 18.30–19.30: for seniorelever
- Tirsdage kl. 20.00–21.00: for juniorelever
Alle hold oprettes ved minimum 6 deltagere pr. hold.
Hvor foregår træningen?
Alle træninger afholdes i SPD’s egne lokaler.
Er det relevant for dit barn?
Tilbuddet henvender sig til piger og drenge fra mini og opefter. Vi anbefaler, at man sammen med barnet vurderer følgende før tilmelding:
- Motivation – Har dit barn lyst til at blive fysisk stærkere og lære at træne effektivt?
- Modenhed – Er puberteten begyndt, og giver det mening at arbejde mere målrettet med styrke?
- Engagement – Træner barnet allerede regelmæssigt og seriøst i gymnastik?
Pris og tilmelding
- Pris: 2.000 DKK for en halv sæson (5 måneder)
- Tilmelding: Foregår direkte gennem SPD