Medalje til VM i tumbling 2017

Foto: GymDanmark & Andreas Merrald.

I weekenden er der netop blevet afholdt verdensmesterskaberne i tumbling for seniorer. Det blev afholdt i Sofia i Bulgarien, og Silkeborg Pigerne & Drengene havde sendt to gymnaster afsted med landsholdet.

Rasmus Gaarde, 21 år og Rasmus Steffensen, 18 år var blandt de fire danske herrer, der havde kvalificeret sig til VM.
Flere 100 træningstimer i hallen er blevet brugt på at nørde teknik, pudse spring af, udvikle sig til næste sværhedsgrad og generelt bare øge niveauet frem mod VM i tumbling.

Og træningstimerne har båret frugt, for i lørdags kunne de fire drenge stille sig på podiet efter holdfinalen og modtage bronzemedaljen for herrehold ved VM 2017.
Point, holdfinalen:
1. Storbritannien – 112.500 point
2. Kina – 111.300 point
3. Danmark – 101.500 point

I den individuelle finale for herrer havde både Rasmus Steffensen og Rasmus Gaarde kvalificeret sig. Rasmus Gaarde sprang sig her til en flot 7. plads, mens Rasmus Steffensen præsterede så godt, at han endte på en 4. plads – blot 0,2 point fra bronze.
Desuden vandt danskeren Anders Wesch sølv i den individuelle finale for herrer.

Det er første gang nogensinde, at danske tumblere vinder medaljer ved et verdensmesterskab, og med weekendens resultater, er der derfor blevet skrevet vigtig historie inden for dansk gymnastik!

Vi fra Silkeborg Pigerne & Drengene er super stolte af drengenes præstationer og resultater ved weekendens VM og vi ønsker dem et stort tillykke!

I linket her er det muligt at se springene fra den individuelle herrefinale. De danske drenge er klædt i hvid trikot og røde shorts https://www.youtube.com/watch?v=onvA5M_dsKo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *